Bag om bloggen


"Du kan sagtens lave et video CV. Også selv om du hverken er millionær eller ekspert i video eller digitale medier".

"Det vigtigste er DIG og alt det, du er bedst til. Når du kan koge det ned til en præsentation på 2 minutter, er du mere end halvvejs i mål."

Karen Madsen, blogger og arbejdssøgende, deler sine erfaringer om at lave et video CV på egen hånd.

Manuskript, kropssprog, optagelse og upload -> Sådan laver du et video CV
Del, del, del på Linkedin, Facebook og Google+ -> Del dit video CV
Send din video som link eller QR kode -> Brug video CV i din ansøgning

tirsdag den 9. juli 2013

Brug dit video CV i dine ansøgninger

Dit video CV skal med uanset hvem du skriver til. Så enkelt er det. Kunsten er at få din modtager til at åbne videoen og se dig (næsten) live. 

Traditionelt CV + video CV  
Din video skal ikke stå alene når du sender en ansøgning. Din kommende chef vil stadig gerne have et overblik over dig, så du slipper ikke for at tage fat i dit traditionelle CV og tilrette det, sådan som du plejer. 

Løsningen er at tilføje et link til dit video CV i dit traditionelle CV. Du kan skrive det ind under kontaktinformationer, eller tilføje en beskrivelse af procesessen og video CVet i et nyt punkt til dine kompetencer. 

Send et link – ikke hele videoen  
Når du sender en ansøgning via email, kan listen over vedhæftede filer blive lang. Ansøgning, CV og udtalelser er i forvejen mange vedhæftede filer at åbne. Derfor er det en god ide at skrive et link ind i ansøgningen eller CVet i stedet for at sende hele videoen.

List et ekstra link ind  
Ofte bliver din email med ansøgning modtaget af en potentiel kollega i virksomheden. Normalt sender hun din email videre med det samme. Men hvad nu hvis hun fik serveret et link til dit video CV i selve emailen og lige fik lyst til at se dig? Jo flere, der ser dig, jo bedre. 

Sender du din ansøgning via email med ansøgningen vedhæftet, kan du sagtens liste et ekstra link ind i selve emailen: 

Kære xxx 
Hermed sender jeg min ansøgning til stillingen som xxx 
Med venlig hilsen xxx 
Se mit video CV her: >LINK< 

Video på papir med QR kode  
Hvis du hellere vil aflevere din ansøgning personligt, kan du stadigvæk sagtens inkludere dit video CV. Løsningen er en QR kode, du sætter ind i din ansøgning eller CV. Den kan aflæses på en smartphone og bliver vist med det samme.

Lav din gratis QR kode  


Gem koden på din computer og sæt koden ind i din ansøgning eller dit CV, ligesom du indsætter et billede. 

På den måde kan du også bruge dit video CV på visitkort, uopfordrede ansøgning flyers eller andre trykte medier. 

PS Husk en tekst ved siden af din QR kode: ”Scan og se mit video CV” eller ”Se mig live på video.” 

Del dit video CV

Nu ligger dit video CV på Youtube, så nu kommer det sjove: Du skal i gang med at bruge det. Missionen er at få så mange seere som muligt, så du skal 1. Have fat i dit netværk 2. Udvide dit netværk 3. Gøre din video nem at se for Google.  

Start på Linkedin  
Verdens største rekrutteringsmedium med over 1 million danske brugere skal have dit video CV serveret med sølvske.

Start med at lægge din video op på din profil. 

Rediger profil > Tilføj link (findes i den blå firkant med det lille plus) > Skriv linket fra din video på Youtube > voila!

Og husk lige at tilføje et link til videoen under dine kontaktinformationer! 


Del din video på din startside og i grupper om rekruttering og job. Husk en god tekst, der kan inspirere dit netværk til at dele videre i deres netværk. 

Det er naturligvis vigtigt at du følger op og bevarer alle kommentarer, der kommer på dit link. Sig tak og skriv altid tilbage i positivt sprog. Skab en god stemning. 

Lige en enkelt nota bene: Pas på dit nærmeste netværk – de kan godt få nok af at følge al din aktivitet omkring medlemskab af jobsøgningsgrupper og kommentarer på jobindlæg. Du kan derfor overveje at redigere dine indstillinger for visninger øverst i højre hjørne på din profil. 

Fortsæt på Facebook  
Vennerne er dine ambassadører rent privat. De kender dig ikke med arbejdstøjet på, men del nu alligevel dit video CV her. Måske kan de lære mere om hvad du laver i hverdagene og kender nogen, som kan bruge dig. 

Husk igen en god tekst sammen med din video. Sæt eventuelt et par hashtags # foran dine stillingsbetegnelser, for eksempel #marketingassistent eller #skorstensfejer. Hashtags bliver brugt til søgninger på specifikke ord via Facebook, Google og Twitter. Det er jo om at gøre det nemt for din nye chef at finde dig, ikke? 

Husk Google+  
Google-hvad-for-noget? 
Googles eget netværksforum er knapt så kendt, ej heller brugt, men: Alt, hvad der deles på Google+ ryger direkte til indeksering hos Google. Det betyder at dit video CV inklusiv tekst får et forspring og en bedre position i søgeresultaterne, når din kommende chef skal finde dig online. 

For at dele på Google+, kræver det at du har en Google+ konto. Måske fik du den samtidig med at du uploadede din video på Youtube - de to ting hænger sammen i dag - ellers kan du oprette en gratis Google+ konto her

tirsdag den 2. juli 2013

Det professionelle video CV – en komplet guide fortalt af jobsøgeren selv

Vil du også gerne lave et godt video CV? Er du lidt i tvivl om hvordan du kommer i gang? Så læs med her og få gode tips til en professionel præsentation af dig og dine kompetencer, som du kan bruge effektivt i din jobsøgning.


Karen Madsens kreative video CV

Saml dig selv til bunke
Først og fremmest - lad bare kameraet ligge i tasken indtil videre. Lige nu handler det om at finde ud af hvad dit video CV skal indeholde:

  • Tag papir eller computer frem og lav en brainstorm for dig selv.
  • Spørg tidligere chefer og kolleger, hvad de mener du skal sælge dig selv på.
  • Print dit CV ud, find en god tusch og understreg de vigtigste ting om dig.
  • Billeder, bøger, artikler, projekter og modeller er også meget velkomne i bunken – alt hvad der inspirerer dig og som du gerne vil vise frem til andre.
  • Skriv ideer ned undervejs og lad dig ikke begrænse.

Skyd bredt, men ikke alt for bredt
De fleste af os har bred uddannelse, erhvervserfaring og mange kompetencer. Samtidig når videoen ud til mange forskellige potentielle arbejdsgivere, HR afdelinger og kolleger. Derfor kan det være fristende at lave et video CV ”all inclusive” for at sikre dig den størst mulige matchfaktor.

Desværre har de færreste seere mere end to minutters tålmodighed og ingen synes at opremsninger er specielt spændende på en video, så gem oversigten over dit arbejdsliv til dit skrevne CV.

Tag seernes briller på
Fokusér på dine spidskompetencer og overvej hvordan de præsenteres bedst. Sæt dig selv i seernes sted og tænk på hvad der skal til for at bevare opmærksomheden. Måske skal en del af videoen være ”on location”, måske skal du bruge billeder eller måske forklarer du dine kompetencer bedst foran kameraet med dig i fokus?

Sæt filmen sammen af flere optagelser
Det er en god ide at sætte filmen sammen af flere optagelser. Det gør filmen levende og tilføjer korte ophold, der er nødvendigt for seerens fordøjelse af indtryk. Desuden undgår du at filmen fremstår som monoton enetale og du får nemmere ved at huske hvad du skal sige og koncentrere dig om at tale i passende tempo.

Lav en drejebog
Selv om dit video CV kun skal vare i maksimalt 2 minutter, er det vigtigt at du laver en drejebog. Del videoen op i indledning, afsnit og afslutning og overvej hvor meget plads (tid) de forskellige afsnit skal have i forholdet til hinanden. Fordelingen til mit eget video CV ser således ud:

1:8 indledning
4:8 spidskompetencer
2:8 andre kompetencer
1:8 afslutning

Del drejebogen op i underafsnit efter behov og skriv kamerafokus ind i drejebogen (dig eller f.eks. slide) og begynd så at formulere teksten.
 

Manuskript - skriv som du taler
Det er vigtigt at du formulerer dit manuskript i talesprog, altså ”at du skriver det ned som du vil sige”. Start derfor med at formulere dine sætninger mundtligt og skriv så ned efterhånden. Læs højt for dig selv og ret til når du selv stopper op og falder over en formulering.

Når du er klar til det, kan du øve teksten på familie og venner – eller hunden, hvis ingen andre gider høre på dig. Det hjælper dig meget at fokusere på en modtager og forbereder dig yderligere til selve optagelserne.

Hold øje med tiden
Dit video CV må ikke blive for langt, maksimalt 2 minutter alt inklusiv. Hold dig til din drejebog og test længden af dine afsnit efterhånden som de bliver færdige.

Du kan med fordel bruge stopuret i din smartphone: Sæt stopuret i gang, træk vejret en gang og forestil dig at du står foran kameraet når du siger din tekst. Stop stopuret, skriv tiden ned og læg sammen med andre afsnits tider. Kort afsnit ned, som er for lange.

Sig at de skal ringe
Det vigtigste i et video CV er dig og dine kompetencer. Det næstvigtigste er din opfordring til at kontakte dig. Skriv den ind i afslutningen og husk dit navn, din emailadresse og dit telefonnummer enten fast i billedet under hele videoen eller som et slide i slutningen af videoen.

Kroppen siger mere end ord
Husk på at 93% af vores kommunikation foregår via kropssprog og toneleje. Ordene er kun 7%. Derfor er det vigtigt at du tænker over dit udtryk foran kameraet

  • Præsenter dig selv i dit arbejdstøj
  • Undgå elementer, som kan tage fokus fra dit budskab, for eksempel hår i øjnene, store øreringe eller tøj med tekst, som seeren læser i stedet for at følge med dig
  • Smil! Også selv om du ikke er i fokus. Det kan høres på din stemme om du er glad
  • Stå op. Det forbedrer din holdning og får dig til at virke dynamisk
  • Hænderne op ad lommerne. Også selv om billedet bliver skåret over maven

Optag og rediger selv
Du kan vælge at producere dit video CV selv eller få nogen til at hjælpe dig. Det er op til dit behov og din pengepung. Hvis du vælger selv at lave dit video CV, er her et par gode tips:

  • Sørg for at der er godt med lys i lokalet
  • Undgå støj og forstyrrelser (luk døre og vinduer og send hunden et andet sted hen)
  • Optag med ensartet baggrund (for eksempel hvid væg)
  • Sæt kameraet så du kigger lige ind i linsen – hvis du ser nedad, ser du ned på dit publikum
Det findes både meget dyre og helt gratis programmer til videoredigering, for eksempel VideoSpin og VirtualDub. Jeg har ikke selv erfaring med videoredigering, men lav lidt research og prøv dig frem.

Få hjælp til optagelse og redigering

Hvis du ikke har mod på at filme og redigere dit video CV selv, er der masser af hjælp at hente. Mit eget CV er lavet i samarbejde med René Vendelbo. Så hvis du synes mit video CV er ok, kan du jo kontakte ham.

Upload til Youtube
Det er gratis og nemt at lægge din video på Youtube. Tryk på Upload knappen øverst til højre. Hvis du ikke allerede har en Youtube konto, guider systemet dig så du har en profil på 5 minutter. Så er det bare at hente dit video CV fra computeren og lægge den op.

Når videoen er uploadet, skal du skrive en kort tekst til videoen. Teksten bliver præsenteret sammen med videoen når du deler den, så tænk over en god beskrivelse, der får folk til at klikke på din video og se den.

Youtube har i øvrigt indbygget statistik, så du kan følge med i hvor mange gange din video er set, hvor i landet den bliver set, om det er flest kvinder eller mænd, der ser din video og meget mere.


Del dit video CV